Dramaturgi

Lederskabet er dybt afhængigt af stærke og troværdige fortællinger, indlejrede dramaer der kan udfoldes strategisk. Succes afhænger af evnen til at foregribe begivenhederne og iscenesætte de valgte såvel som uomgængelige realiteter.

 

Koncept

Med udgangspunkt i teatrets mange observationspositioner, fænomener som Den 4. Væg, ideen om manuskriptet som handleplan, peripeti, lexis og mønstergenkendelse undersøger dette laboratorium teatrets metoder.

 

Filosofi

I lyset af det dramaturgiske er ledelse på en gang både repertoirevalg (portefølje), sæsonfølsomhed, publikumsforegribelse, casting, samt ikke mindst fortolkning og instruktion. Ifølge Aristoteles er teatrets erkendelsesteoretiske essens mimesis og katharsis. Teatret må ikke blot kunne mine det eksisterende og forgangne, men det endnu ikke ankomne, nutids fremtid, og rense for de anfægtelser og lidelser, der venter os. Det kan ske gennem den kommunikationstoretiske mønstergenkendelse, den symbolske førtilegnelse, som alle centrale konstellationer mellem personerne giver mulighed.

Som billede på organisationen, på privat og offentlig virksomhedspraksis, kan teatret gribe i Aristoteles’ begrebsapparat fra hans ”Poetik”, med en aktiekursagtig dynamik afspejlet af de musikalske kraftudladninger fra den anagnoresiske og peripatetiske kulmination til den raffinerede og triumferende, buldrende eller tyst kærtegnende finale. Kriteriet for om denne dynamik er vellykket er skønhedsoplevelsen og skønhed betyder her overensstemmelse med sig selv, harmoni.

Men overført på liv og ledelse må rollebegrebet bruges som et memento mori, der forpligter på den eksistentielle alvor, der negerer personbegrebets oprindelse ved at gøre til det modsatte af maske, tekstforlæg og partitur: Aktøren må i en sådan grad have sig selv med, at rollebegrebet ophæves. Den lejlighed skal lederen være garant for. Denne skønne organisation må beherske både medarbejdernes og publikums berørthed.