Flerstemmighed er musikkens og litteraturens domæne, men også i organisationerne findes et væld af samtaler, fortællinger, korte og lange historier, der følges ad eller konkurrerer om opmærksomheden, synligt eller skjult. Med udgangspunkt i begreber som spænding/afspænding, dissonans/konsonans og harmoni som begreb graver vi dybere i tidens populære resonans-tænkning.
Koncept
Laboratoriet består af saloner med anvendelse af musik og litteratur – eksisterende kunstneriske udtryk – som undersøges og sammenlignes med organisatoriske fænomener og realiteter. Vi ønsker at finde metoder til at undersøge organisatorisk flerstemmighed med udgangspunkt i kunstens formater fra Renæssancens vokalpolyfoni og Barokkens fugaer samt litteraturvidenskablige betragtninger baseret på Mikhail Bakhtins polyfoni-forståelse.
Desuden præsenteres den seneste forskning fra Oxford Saïd, bl.a. med professor Eero Vaara.
This paper focuses on the role of polyphony and orchestration in participatory strategy-making. The starting point is the lack of understanding of the role of narratives in strategy work, and longitudinal inductive analysis focuses on an illuminating city organization case. It shows how narrative strategy-making unfolded in four temporally overlapping phases characterized by shifts in how polyphony played out and how it was orchestrated. Thus, our analysis helps us to move from a dichotomous view of participation and openness towards a more nuanced appreciation of alternative voices and how they may or may not emerge or be controlled in strategy-making. It also opens up new avenues in research on polyphony and orchestration in and around organizations.
Filosofi
Mangelydighed må inkorporere mangetydighed. Ideelt betyder det, at flere, helst alle, kommer til orde, og dermed om muligt alle perspektiver på sagen og alle livssyn. Polyfoni flyder, der trækkes flere, parallelle kølvand og ved gang er både hovedet og fødderne med, solostemmen og basso continuo.
De steder i det polyfoniske felttog, hvor alle hærens forskellige enheder møder hinanden, er kraftudladninger af fællesskabsfølelse, og hvor denne i musikken klinges frem af tonalitet og harmoni og af de måder, de bærende figurer gentages på, artikuleres den i samtalen gennem henvisning til den samme sag og den samme vil til at tjene, det samme offer og den samme triumf.
Polyfoni bæres af evnen til at lytte, både kunstnernes og publikums. At lytte er en funktion af opmærksomhed og opmærksomheden har særlige praksisser, der kan læres. Det henviser til det faktum, at der er n polyfoni på overfladen og en i dybet. Det sidste, kryptofonetiske lag, det, der i skriften findes mellem linjerne og i talen i den talendes hoved eller blandt andre måske udleves som en hvisken, det er organisationens stemme. Lederen skal lære at skelne mellem kor og koryfæ (korfører), mellem falske og ægte stemmer.
Det er lederens ligesom dirigentens opgave at få flåden til at følge sig, når han krydser larmens ocean.
Polyfoni er beslægtet med begrebet Harmoni. Platon bruger begrebet om selvets overensstemmelse om sig selv, og om balancen mellem samfundets kræfter, mellem klasserne. Roden til ”harmoni” er den samme som til ”ordentlig”, nemlig *ar-, og betyder at tilpasse, sandsynligvis er billedet at tilpasse en dør til dens fyldning, så den passer perfekt, og altså kan gå glat og lydløst op og i. Vi ser det som sindets dør, en dør i vort indre, og om den er åben eller lukket, samt hvornår og i forhold til hvem, fortæller meget om os. Men det kan også være skibstømrerens kyndighed, der tænkes på, at tilpasse brædderne således, at skibet kan bevare ligevægten på bølgerne. De ordentlige kommer med på arken.
Kognaterne (ord, som denne rod også producerer) er:
”Ordo”, latin for verdensorden og samfundsorden. Her er værdier ”retfærdighed” tydelig. Og for tætte sociale relationer, jævnf. ”munkeorden”, og at ”ordinere”.. ”Ordo” (verbet er ”ordiri”) henviser nemlig også til den aktivitet, at have vævet, dvs. til rækkefølgen mellem trådene i en væv.
Dernæst på engelsk ”armor” og ”arms”, kropsværn og våben. På dansk ”artist”. Hvis artisten er musiker, så er hendes orienteringspunkt harmoni. Det er også i forholdet til produktion af harmoni, at hendes svagheder viser sig tydeligst. I overført forstand stilles spørgsmålet om den måde, et menneske agerer på i sit liv: Sjælelig harmoni er grundlaget for relationelle følelser som empati, generøsitet, omsorg, tillid og respekt. Om et menneske er nidkært eller langmodigt, selvretfærdigt eller storsindet afhænger af, hvorvidt det har vundet krigen mod sig selv, om det kan komme sig selv i møde. Om det gør en ægte kunst ud af sin ordentlighed.